Regeringen lancerede i fredags d. 24. juni en ny national strategi for bæredygtig vækst i dansk turisme udarbejdet i samarbejde med erhvervet. Med lancering af strategien skydes også en ny, stor national iværksætterindsats Hub for Innovation in Tourism i gang med en toårig finansiering på 26,6 millioner kroner. Baggrunden for den nye indsats er, at turismebranchen er hårdt ramt efter COVID-19, og erhvervet har brug for at innovere og gentænke produkter og forretningsmodeller for at imødekomme nye adfærds- og efterspørgselsmønstre hos turister. Samtidig er verden i gang med en grøn og bæredygtig omstilling, som kommer til at definere fremtidens turisme på nye måder.
Indsatsen Hub for Innovation in Tourism tager primærtudgangspunkt i startups, men med henblik på udviklingen af nye løsninger, der også kan bidrage til at styrke konkurrenceevnen hos turismens etablerede virksomheder.
I det seneste årti har turismestartups været den primære innovationsdriver i den globale turismeindustri, og et stærkt økosystem for startups er afgørende for at udnytte de potentialer, der ligger i turisme, og for at imødekomme de nye trends i markedet. Der er i forvejen start up-hubs i andre brancher, og i andre lande også for turismen. Og med
Hub for Innovation in Tourism går dansk turisme for første gang sammen på tværs af forretningsområder for at give iværksætterne de bedste forudsætninger for at lykkedes, og samtidig derigennem give de etablerede virksomheder nye løsninger og produkter, der kan hjælpe dem med at arbejde smartere ved brug af ny teknologi og mere bæredygtigt.
Indsatsen i Hub for Innovation in Tourism skal understøtte etablering af nye, innovative iværksættervirksomheder og samtidig styrke kulturen ved at tilføre viden og stærke kompetencer, netværk og nye samarbejder. Alt sammen essentielt i forhold til skabe levedygtige virksomheder og tiltrække investeringer til startups i branchen.
Konkret, bliver der i indsatsen fokus på at stimulere til nye turisme-start ups gennem nye samarbejder med uddannelsesinstitutioner og inkubationsmiljøer. Der etableres partnerskaber mellem startups og videnmiljøer, og derudover understøttes startups fra idé til marked i særlige udviklingsforløb, hvor der er fokus på at styrke iværksætternes kompetencer i forhold til at indfri deres potentiale for vækst og skalering af virkomheden.
”Dansk turisme har brug for innovative virksomheder og iværksættere, der kan tænke nyt og udfordre dagens løsninger. Fremtidens turister bliver mere og mere digitale, og det skaber rum for nye spændende, produkter, der kan sætte Danmark på verdenskortet. Samtidig skaber indsatsen gode forudsætninger for, at der udvikles nye digitale løsninger på fx restauranterne, hotellerne og konferencecentrene, så vi styrker konkurrenceevnen, samtidig med at gæsterne får en endnu bedre oplevelse. Jeg ser frem til at følge arbejdet og til at se endnu flere virksomheder slå rod og vokse sig store,” siger Erhvervsminister Simon Kollerup.
Målsætningen med indsatsen er, at der efter to år er gennemført og testet en række aktiviteter, der både skaber iværksætteri og samtidig løfter kompetenceniveauet hos iværksætterne, så de har de bedste forudsætninger for at vækste, skalere og tiltrække investeringer til deres virksomhed.
Projektet drives af Dansk Kyst- og Naturturisme, Dansk Storbyturisme og MeetDenmark.
”Den danske kyst- og naturturisme har en stærk position internationalt, men konkurrencen fra andre destinationer øges markant i disse år. Samtidig står alle forretningsområder i dansk turisme overfor en stor opgave i forhold til at skabe en mere bæredygtig turisme – ikke mindst med fokus på grøn omstilling og genopretning efter covid-19. En fælles hub for turismeinnovation er et væsentligt element til at fastholde og styrke konkurrencekraften og vores position. Projektet TourismX, der blev gennemført i partnerskab med Wonderful Copenhagen, var en vellykket forløber for arbejdet med en egentlig hub. Vi ser, som formel tovholder på projektet, frem til i fællesskab at kunne løfte arbejdet med virksomhedsinnovation til nye højder gennem innovationshubben, og vi ser ikke mindst frem til, at dansk turisme samlet set får et meget stærkere økosystem og nogle mere gunstige rammer for iværksætteri,” siger Jens Hausted, direktør i Dansk Kyst- og Naturturisme.
I Hub for Innovation in Tourism vil der blive trukket på fælles erfaringer fra tidligere innovationsprojekter som TourismX og Kickstart Innovationen.
”Storbyturismen har været og er stadig hårdest ramt af coronakrisen. Vi arbejder med at omstille os og øge vores innovationskraft, så vi kommer stærkere ud på den anden side, også ift. internationale konkurrenter. Det er derfor et vigtigt skridt, at vi med en fælles hub for turismeinnovation på tværs af landet nu kan sætte ekstra gang i innovationsindsatsen. Byerne har en høj koncentration af innovationsmiljøer, og hvis vi kan få dem til at hjælpe storbyturismen og samtidig selv udvikle nye forretningsområder, så har vi slået to fluer med ét smæk. Vi starter ikke på bar mark, men byder ind med stor erfaring fra tidligere projekter som fx TourismX og Kickstart Innovationen, hvor vi har gennemført udviklingsforløb med en lang række innovative virksomheder,” siger Mikkel Aarø-Hansen, formand for Dansk Storbyturisme og administrerende direktør i Wonderful Copenhagen.
Behovet for innovation og omstilling gør sig også gældende for erhvervs- og mødeturismen.
”De virksomheder, som lever af at samle mange mennesker fra ind- og udland til møder, messer og kongresser, er blevet hårdt ramt af Covid-19 pandemien. Internationalt bliver restriktioner og rejsemuligheder langsomt bedre, men usikkerhed og nedprioritering af forretningsrejser vil præge de kommende år. Dertil kommer ændret kundeadfærd og -efterspørgsel, som kræver innovation i virksomhederne – bl.a. ift. bæredygtighed og hybride mødeformater. På den baggrund ser vi i MeetDenmark et stærkt behov for at styrke dansk erhvervs- og mødeturismes omstilling og konkurrenceevne,” siger Pia Lange Christensen, Formand MeetDenmark
Projektet har fået midler fra REACT-EU, Socialfonden der er udmøntet via Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, og med medfinansiering af de tre nationale udviklingsselskaber i dansk turisme – Dansk Kyst- og Naturturisme, MeetDenmark og Dansk Storbyturisme, hvoraf de to sidstnævnte begge har sekretariat hos Wonderful Copenhagen. Herudover deltager Erhvervshusene, Danske Destinationer og Aalborg Universitet Innovation som samarbejdspartnere på projektet.
Kontaktperson: