Tyskerne tiltrækkes af kyst og kultur, nordmændene vil yde, før de kan nyde, og franskmændene og italienerne vil ud at koble af i en bøgeskov.
Det står der i rapporten ”New Outsiders: Nye markedstendenser inden for outdoor-turismen”, som er udarbejdet af Seismonaut, og som bl.a. stiller skarpt på de fire udenlandske markeder. I rapporten præsenteres desuden resultater fra Explore-siderne fra VisitDenmark hjemmeside visitdenmark.dk/explore: Overnatning hitter blandt svenskere og nordmænd, tyskere vil campere, og hollændere vil fiske.
Iværksættere høster frugterne af outdoor-markedet i vækst
Outdoor-turismen er altså stadig populær og i vækst til trods for, at covid-19 ikke fylder på samme måde som tidligere. Og der er brug for flere digitale, bæredygtige ideer til turisten og erhvervet i outdoor-turismen. Flere iværksættere har luret potentialet og høster i dag frugterne af et marked i vækst. I december 2019 fik iværksætter Pia Stigaard Skammelsen idéen til at udbyde vandreferier. Covid-19 skulle vise sig at være momentum for, at Oh So Quiet i dag er en succes. Lynæs Surfcenter, Hej Camp (i dag CampSpace) og Storyhunt er eksempler på andre iværksættersucceser, der har etableret sig inden for outdoor-turismen.
Brug tjeklisten til at forme dit outdoor-produkt
Går du med en idé og en iværksætter i maven, kan du med fordel skele til potentialerne i rapporten. Her er også en tjekliste, du kan gå frem efter. Udvikl en unik fortælling, forventningsafstem med kunden, mød dem i øjenhøjde og tilbyd pakketerede oplevelser er nogle af de flueben, du kan sætte for at servere det populære outdoor-produkt.
Rapporten er udarbejdet for at kortlægge markedet og pege på tendenser inden for outdoor-turisme. Den er udarbejdet som led i et accelerationsforløb for turisme-startups med særligt fokus på outdoor.